137 / 494
126
Dette lille Sammenstød foranledigede det Bekjendtskab,
der, som Grundtvig siger i 1815, »hører til de glædelige
og vigtige Optrin i mit Liv, Bekjendtskabet med den
redelige, frimodige og trofaste Ven, Povel Dons«.
Han giver ham det Lov, at han var •»en ung Mand med
kristen Tro, inderlig Kjærlighed til alt godt og til det
gamle Danmark«, og da de først havde lært hinanden
personlig at lejende, varede det da heller ikke længe,
før det varme og inderlige Venskab var sluttet imellem
disse to Naturer, som i Grunden var nær beslægtede,
til Trods for, at de tilsyneladende var støbte af helt
forskjellig Malm.
Det nødvendige til Livets Ophold maatte Grundt
vig fortjene ved at give Undervisning.
Han blev
vistnok strax Lærer i Historie i det Schouboeske In
stitut, den Gang en af Byens bedste og mest ansete
Skoler, og var det, til han forlod Hovedstaden. Han
er utvivlsomt gaaet til denne Gjerning med Liv og
L y s t; vist er det, at han fik sine Disciple godt med, og
at han senere med Fornøjelse tænkte tilbage paa dem
og sin Stræben efter at meddele dem sin historiske
Anskuelse. En af dem har fortalt, at da de hørte, de
skulde have til Lærer den Kandidat Grundtvig, de
havde set pile gjennem Gaderne i den graa Frakke og
med det lange (mørkegule) Haar, da tænkte de, at det
blev en, de skulde have Løjer med, men han fængslede
dem anderledes og beherskede Klassen med sit Blik. x)
Om det Udbytte, hans Undervisning bragte Eleverne,
siger han selv, at han sl,et ikke frygter for at modsiges
:) H . B ru n : B iskop N . F . S. G rundtvigs L ev n ed slø b I, 15.