143 / 494
132
handlingen »Om Asalæren«, af hvilken Mythologien kan
betragtes som en videre Udvikling, gaar Digteren og
Granskeren Haand i Haand paa den ejendommeligste
Maade. Det store Publikum følte sig vel nærmest til
trukket af de prægtige Kvad, i hvilke Grundtvig unæg
telig faar den ejendommelig nordiske Tone langt kraftigere
frem, end det nogen Sinde var lykkedes Oehlenschläger,
og som dels gjengiver forskjellige Myther (»Frejs Kjær-
lighed« og »Asken Yggdrasil«), dels (»Duggen«, »Hon
ningduggen«) er rent lyriske Digte, mere foranledigede
end udsprungne af Mytherne. Den lille Kreds af virkelig
sagkyndige som Nyerup og andre maatte særlig glæde
sig over det store Skridt, her var gjort i Retning af
en virkelig P'orstaaelse af Gudelæren ud fra et idealt og
filosofisk Standpunkt. Det var dog langt fra, at alle,
der mente at være domføre overfor denne originale lille
Bog, hvis ikke blot digteriske, men ogsaa viden
skabelige Værd og Betydning nu med Lethed skjønnes
af enhver almindelig dannet Læser, var tilfredse med
den, og disse Røster er vel værd at lægge Mærke til
som Vidnesbyrd om, at de haarde Ord, Grundtvig baade
her og anden Steds udtalte om Tidens Uforstand, var
vel beføjede. En udførlig Anmeldelse i Literatur-
Tidenden for 1811 kritiserer alle de Bidrag, Grundtvig
indtil da i Form af Afhandlinger o .s.v. havde givet til
Belysning af sin Opfattelse af Nordens Gudelære, deri
blandt ogsaa Mythologien, og kommer til det Resultat,
at vel er der meget for Forfatteren ganske ejendomme
ligt i hans Fremstilling, men om dette nye er rigtigt,
er et andet Spørgsmaal. Recensenten »erkjender med
Fornøjelse hos Forfatteren det fortjenstlige i at have be
gyndt paa et adskille det ældre og nyere i Asalæren,