148 / 494
137
maatte vente i to Aar og havde da umiskjendelig un-
dergaaet en gjennemgribende Omarbejdelse under Ind
flydelse af det nye Livssyn, han da havde vundet.
»Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord« udkom
i 1809 betegnede som anden Del af »Optrin af Nordens
Kæmpeliv«. De var tilegnede »Nordens største Skjald,
ham, som kvad om Hakon og Vaulunder«, med et smukt
Digt, der karakteristisk maler Digterens Stemning over
for den Opgave, der fylder ham. Det hedder her:
J e g sad og stirred i de gam le S krifter,
m ig fæ ngslede den store K æ m peaand,
som b yggede i H ed en o ld s B ed rifter
og b an d t dem fast m ed Jæ rn ets stæ rke B aand
til V alh als G uder, til det evig b ø je;
en T ran g b e l dyb jeg i m it In d re fandt
til at udfolde T id ern e, som svandt,
for Sam tids og den fjæ rne F rem tid s Ø je.
J e g vovede et G reb i stæ rke Stræ nge,
m en A a n d en flygted fra den dum pe K la n g ;
m ed Sorg forgjæ ves greb jeg tit og læ nge,
m en ald rig stilled es den in d re T ran g ;
ustadig m ellem T id e rn e jeg svæved,
og in g en S teds je g havde n oget H jem :
F o r O ldtid k u n m ig N u tid bragte frem ,
og halv t sit S lø r k un O ldtid for m ig bæ ved.
E n m æ gtig L u e tæ ndtes i m it H jæ rte,
og voldsom jeg fra O ld tid m ig løsrev,
m en da om spæ ndtes jeg af id el Sm erte,
og N o rn en m ig paa nøgne F jæ ld om drev;
da ty ed e jeg angerfuld tilbage,
og bange stedtes jeg for O ldtid frem ,
m en lø ftet var d et du n k le Slør: et H jem
jeg havde n u for alle L iv ets Dage.
A t to lk e det, som n u m ig lyst er vorden,
m ig b ød en R ø st som R ø ste n fra en G u d ;
enddog d u kvad, o store Skjald! om N orden,
ej m aa jeg tie, glem m e stræ nge Bud.