154 / 494
lig god, tvært imod, den stod for ham som det ube
tydeligste, han havde skrevet, »men unge Forfattere
gjemme hellere smaat i Literaturen end i Pulten«, og
han har vel ogsaa ment at glæde sin Fader ved at
sende ham denne Prædiken paa Tryk, i hvilken han
»stræbte at dimittere Menneskefrygt og Lempning efter
Verden«. I Fortalen siger han, at da han efter den
sædvanlige Uskik skulde holde sin Prøveprædiken i
tomt Hus, tog han den Beslutning at udsige, hvad
han i ensomme Timer, naar han grundede paa Slæg
tens Trang og Ordets P'orkyndelse, talte [med sig
selv. Kun en saadan Prædiken kunde han holde med
inderlig Varme, naar kun én var til Stede, paa hvem
han vilde virke.
Fortalen ender med følgende Ord: »Vor Tidsalder
staar paa en Vendepunkt, maaske en af de største,
Historien kjender; det gamle er forsvundet, det ny
vakler ustadigt, ingen løser Fremtidens Gaade; hvor
skulle vi da vel finde Hvile for Sjælene uden i det
Ord, som skal bestaa, naar Himmel og Jord blande
sig, og Verdener sammenrulles som et Klædebon?«
og i selve Prædikenen hedder det bl. a .: »Herrens
Evangelium gik fra Slægt til Slægt, Tiderne fremrullede
det med sig, og selv vi, som bygge saa højt udi Nord,
vi, der fødtes mere end sytten Aarhundreder efter, at
de Læber blegnede, som fjærnt i Østen forkyndte det
glade Budskab, selv vi have annammet det af vore
Fædre og skulle gjennem Børn og Børnebørn nedsende
det til de sildigste Slægter. Vi skulle, men gjøre vi
det ogsaa? Trænger Jesu hellige Navn fra den bedende
Faders og Moders Læbe ind i Barnets Øre og Sjæl,
143