159 / 494
148
troet, at vi ikke kunde lade dette Skandskrift hengaa
upaatalt . . . Vel faar Skriftet ved at paatales en
Vigtighed og Navnkundighed, som det med Hensyn
til dets urimelige Indhold ikke fortjener, men Tavshed
fra vor Side synes med Føje at kunne lægges os til
Last og mistydes . . . Vi have derfor nu gjort det
kongelige danske Kancelli opmærksomt paa denne
Dimisprædiken, der vist ikke har sin Lige, og overlade
til samme at bestemme, hvorledes med den bør for
holdes«
1).
Prædikenen, der havde givet Anledning til en saa-
dan Storm, blev selvfølgelig reven bort og naaede
endogsaa uden for Danmarks Grænser, idet den blev
oversat paa Tysk og hilst med Begejstring af den be
rømte Jung Stilling, en af Kristendommens ivrigste
Forkæmpere imod Tidens Vantro. »Denne fortræffe
lige unge Mand gad jeg kjende og trykke til mit
Hjærte«, skrev han. »Herren velsigne og bevare ham
paa Sandhedens Vej . . . Det er saadanne Mænd, vi
trænge til«. Imidlertid havde Kancelliet afæsket det
theologiske Fakultet en Betænkning, som det var længe
om — den blev først afgivet den 8de Juli — det
var jo ogsaa kommet i en saare mislig Stilling, idet en
Censor af dets egen Midte havde givet Kandidaten
Udmærkelse. Det forlangte og fik af Grundtvig en Er
klæring, der gik ud paa, »at det aldrig var eller kunde
være hans Hensigt ved hans Dimisprædikens Uarbej-
delse, Holdelse og Udgivelse at fornærme eller ned
værdige enten den gejstlige Stand eller enkelte Indi-
’) Jv fr. om h ele denne Sag H elvegs K irk e h isto rie , h w r d er er
m ed d elt udførlige U d d rag af dens A k tsty k k er.