165 / 494
154
længes, og ved hvis Billede det styrkes og vederlcvæ-
ges paa Valen«.
Men T ro og T ro er to Ting. Skjønt d et kriste
lige ganske vist lige fra den S tund af, da han først fik
Ø jnene op derfor, ikke e t Ø jeblik er ta b t af Syne, saa
a t han med Føje kan afvise Beskyldningen for nogen
Sinde at have væ ret en saadan A fgudspræ st, som Folk
vilde gjøre ham til, forholder han sig i Virkeligheden,
som d et noksom fremgaar af det foregaaende lige til
D im isprædikenen og en Stund derefter, næ rm est rent
theo retisk dertil og er ikke greben af »den inderlige
K jærlighed til Gud og Næsten«, han om taler i d et nys
anførte Stykke. I Slutningen af
1 8 1 0
var der imidlertid
indtruffet noget, der b rag te ham i e t væ sentlig andet F o r
hold til det religiøse, end han hidtil havde kjendt. »Jeg
sad en A ften i E fteraaret
1 8 1 0
alene paa W alkendorfs
Kollegium«, fortæller han i K irkespejlet, »og læ ste i
Kotzebues H istorie af Preussen, som var den eneste over
d e tte L and, og som jeg, skjønt jeg dyb t foragtede
Navnet, mente som Læ rer i H istorien at m aatte be
nytte, men jeg var ikke kommen længere end til det
trettend e A arhundrede, da de ty ske R iddere indtog og
med Svæ rdet kristnede Preussen, thi her havde Kotze-
bue plantet en af sine G iftblomster under, hvad han
kaldte »det visne Kors«, og derved løb det mig koldt
ned ad Ryggen, saa at jeg ikke blot smed Bogen fra
mig, men sprang op som greben af en mægtig Aand,
der kaldte mig til Reformator. D erp aa fulgte et Par
Maaneder af sto lt, men stille Svæ rm eri, hvori jeg for
første. Gang siden min Barndom for A lvor læ ste Biblen,
især Profeterne, Luthers og K ingos Salmer, bad og