NFSGrundtvigsLivOgGjerning

Ø jet faldt paa disse.

Denne Taare, den første ret

fromme, jeg i mange A ar havde fældt, den kunde jeg

umulig angre, om den end skulde blive K ilden til mange

bitre, og selv nu, da den er blevet det, da kun han,

som tæ ller Stjærnerne, kan tæ lle Taarerne, som i femten

A ar nedrandt paa disse blege K inder og paa de fleste

Bøger, jeg har skrevet, selv nu væ re d et langt fra mig

som Menneske, som K risten og som P ræ st a t angre

min første T aare eller klage over, hvad den kostede«.

Drømmelivet fik en b ra t Ende, da han med ét blev

sønderknust ved de Spørgsm aal: E r du selv en Kristen?

og har du dine Synders Forladelse? H an stod rede til

a t blive Reform ator, til at kæm pe en ridderlig Dyst

imod sin aandsforladte S am tid , en D y st for Kristi

K irke, som han saa’ i hele dens H erlighed, da han

kom til at kaste Blikket, der hidtil havde væ ret vendt

udad, ind i sin egen Sjæl, og de Samvittighedsspørgs-

maal, der pludselig dukkede op for ham , faldt ham

som Stene, ja som K lipper paa H jæ rtet. D a lukkede

han alle Bøgerne, lod alle stolte Planer fare og skyndte

sig hjem til sin gamle Fader. T o trofaste Venner stod

ved hans Side i denne T ræ ng selens Tid, da de tunge

Kampe, han m aatte stride, havde nedb rud t hans legem

lige og aandelige H elbred, det var Povel Dons og

Sibbern. Dons veg ikke fra ham, plejede ham N at og

Dag, ja m aatte endog, naar V anviddet to g Overhaand,

kæm pe med ham , saa de ofte begge se g n e d e 1).

Sibbern fulgte ham, da han var naaet saa vidt, a t han

kunde rejse, til Fædrehjemmet.

Hans F ad e r havde allerede ned lagt Em bedet. Nu

x) Hjorth: Nikolaj Gottlieb Biædel, S.