173 / 494
162
den Side indrømmer han, a t »Kandidat G rundtvig b e
sidder et udmæ rket T alen t og gode Kundskaber-, at
de Erfaringer, han har g jort, kunne have form indsket
hans Selvtillid, og at, hvad Erfaring har læ rt i en Del
lignende Tilfælde, Befordring til et Em b e d e , hvorved
han kunde rives ud af den Fantasiverden, i hvilken han
lever, og tvinges til a t sysselsæ tte sig med G jenstande
af den virkelige, turde væ re det eneste Middel til at
helbrede ham for hans Hang til Sværmeri«. Kancelliet
udtalte i sin Indstilling i Overensstemmelse med B iskop
pens sidst anførte Betragtninger, at »det sikreste Middel
til at helbrede denne unge Mand og muligen gjøre de
ypperlige Talenter, han besidder, frugtbringende for
S ta ten , er jo før jo hellere at indføre ham i en p rak
tisk V irkekreds, hvor han i Omgang med M ennesker
og i en Mængde af forskjellige Embedsforretninger, der
alle kræve hans Opmæ rksomhed, vil finde Adspredelse,
hans overspændte, vildledte Indbildningskraft vorde n ed
stem t og ordnet, og Lejlighed gives ham til at udvikle
og anvende de herlige Anlæg, han besidder«. D et
fremhævede, a t hans F a d e r, »en gammel, agtvæ rdig
Mand, b ed st vil kunne vejlede ham og tillige have T il
syn med, at Em bedet tilbørlig forrettes«, og det mente
endelig, at »den Forseelse, K andidat G rundtvig gjorde
sig skyldig i i H enseende til D im isprædikenen«, skyld
tes »overdreven Selvtillid, ungdommelig Ubesindighed
og en stæ rk Hang til Sværmeri, som fandt Næring
i det ensomme, spekulative Liv, han hidtil har ført«,
og ikke burde komme i Betragtning, »da han har
underkastet sig den ham derfor allernaadigst paa
lagte Straf«. D e t anbefalede derfor Ansøgningen, Fade-