177 / 494
i66
fjærn. D e t Liv, der da blev væ kket her, vaagnede ved
en stræng, ildfuld Prædiken, og Fo lk har endnu ikke,
tresindstyve A ar efter, glem t den unge P ræ sts høje
R ø st og stæ rke B e v æ g e l s e r . J a , stræ ng var han, det
fik de at vide, der om Onsdagen, før de kom til Skrifte
om Løverdagen, m aatte op og høres af ham i deres
Børnelærdom . E n Mand, der selv var til S tede ved
Løverdagsskriftem aalet, har fo rtalt, hvorledes G rundt
vig spurgte de forsam lede, hvorfor de vilde til A lters,
gik fra den ene til den anden og gjentog Spørgsmaa-
let til hver især, men ingen turde svare — saa m aatte
de alle gaa hjem, og ingen kom til A lters næ ste Dag.
D e faa, der er tilbage fra de to Gange, han konfirme
rede i Udby, have, som d e t var at vente efter saa
mange A ars Forløb, kun e t dunkelt Minde om ham og
hans Undervisning. D og d e t kan de huske, at det
var svæ rt a t »slippe« —- og der n y tted e ingen Apel-
leren til den gamle Præ st, som nogle forsøgte — , at
de havde en fem, sex Bøger med, hver Gang de kom
til »Læsning«, og saa mange Salmer for. Og saa paa
selve Konfirm ationsdagen, a t G rundtvig gik saa glad
op og ned iblandt dem, da bl. a. »Op, Sjæl, bryd Søv
nen af« blev sungen, og under Talen blev saa b ræ n
dende i A and en , at han faldt paa K næ og grædende
bad højt for dem. »Vi vidste jo ikke, hvad d e t betød,
*) Yil man have et ret levende Indtryk af den Forandring, der var
foregaaet med Grundtvig, læse man hans Tiltrædelsesprædiken i
Udby (meddelt af Brandt
i
Dansk Kirketidende
1874)
og sam
menligne den med den sammeSteds meddelte Prædiken fra
1805
— i den først nævnte er det Kristendom, der prædikes, i den
sidst nævnte Moral.