180 / 494
Bog ? . . . D y b t bedrøves maa da den troende Kristen
ved at skue trind t sig i den næ rvæ rende og stirre ind
i den tilkommende Tid. Hvad der fattes de fleste,
Troen, ikke F o rstanden s kolde Bifald, men H jæ rtets
levende T ro, kan d et ene Menneske ej erhverve det
andet, om han end vilde give sit Legem e hen at bræn
des, og han, som baade kan og vil give den til alle,
ham vil de ej bede om den med et ydm ygt Sind og
et Hjærte, der føler sin Trang«. Og som han frimodig
tog Bladet fra Munden over for de forsamlede Præster,
saaledes talte han ogsaa i de Skrifter, han udgav, me
dens han var i Udby, djæ rvt og indtrængende om,
hvad der laa ham paa Sinde, saa at der kjendtes, at
var der nogen Forskjel paa ham, som han var, da han
kom der ned, og da han drog der fra, bestod den
ikke, som Biskop og Kancelli havde haabet, i, at »hans
overspændte, vildledte Indbildningkraft var vorden ned
stemt og ordnet«, men tvæ rt imod i, at hans generende
Iver og N idkjæ rhed var bleven endnu større — han
havde nu en Gang »en stæ rk Hang til Sværmeri«.
Selv havde han frejdig og sikker Svaret paa rede
Haand overfor Beskyldningen for at være en Sværmer,
fordi han hævdede, at d et ikke var nok med de gode
Gjerninger, men at »alt er af Naade, og at Naade og
Fortjeneste ej kan b esta a ved hinandens Side«, og han
blev ikke træ t af a t give d et atter og atter. Kraftigst
og mest bestem t kommer det frem i Fortalen til Prædi
kenen »Hvorfor kaldes vi Lutheraner?«, som han ud
gav til Minde om den tyske Theolog F rants Volkmar
Reinhard, »Vogteren ved L uthers Grav«, som han kal
der ham, »den sidste ægte luthersk-kristelige Mand,