184 / 494
173
Slutninger«, som han ingenlunde vil forsvare, end
mindre undskylde som noget, Stoffet fordrede, at »de
ere tilsatte og staa der i Guds Navn, fordi jeg ikke kan
udholde nog et A rbejde, hvor jeg skulde glemme min
Frelsers Pris og hans Ophøjelse«.
Men hvad D igtet
ved den skete Omarbejdelse har ta b t i egentligt poetisk
Værd, erstattes ved den Interesse, det frembyder som
et højst karakteristisk Bidrag til Belysning af den U d
vikling, der var foregaaet med den religiøse Personlighed.
Det var næ r ved, a t Bogen aldrig var kommen ud.
»En Gang var je g h a rtad til Sinds at brænde det hele
Æventyr«, hedder d et i Fortalen, »da den afgudiske
Snak selv i Hedningmund ty k te s mig forargelig, og al
verdsligt Skjaldskab en Sjæls Overdaad, der ligesom
dens legemlige F ræ nd e svækker og sløver, idet den
kildrer og gotter. I Hovedsagen er jeg endnu ej langt
fra samme T anke, thi ogsaa i denne Henseende er
Kristus det sande Vintræ , og hver Drue, som ej voxer
derpaa, kan kun beruse, men aldrig styrke og opløfte
nogen ædru Sjæl. A t jeg alligevel afveg fra mit oven
meldte Forsæ t, dertil sammen virkede mange Grunde
saaledes var kommen i Ligevægt over for det oldnordiske som
Gjenstand for poetisk Behandling, som han her næsten bryder
Staven over, ligesom han tidligere i ensidig Begejstring havde
tillagt det en alt for stor Betydning, beklagede han (i Fortalen
til
2
den Udgave af Optrin af Nordens Kæmpeliv, x86
1
) at han
i sin Ungdom ikke havde faaet mere end lige begyndt paa det
store Værk, der „efter mit Forsæt skulde omfattet baade Asa-
Maalet, Vana-Kviderne og Kæmpe-Draperne“. Enhver, der
kjender de nu (i Poetiske Skrifter II) trykte Brudstykker fra
1809
°g
1811,
Hakon Adelsten, Hellig Olav og Hellig Knud,
særlig det første, vil sikkert i og for sig dele denne Beklagelse,
men de to sidst nævnte Stykker vise til Trods for den Skjøn-
hed, der paa mange Punkter er i dem, at Digteren i
1811
var
ude over det Stadium, hvor en saadan Produktion var mulig.