188 / 494
1 77
Æ re og hans Børns Gammen«. D er knytter sig til det
dybt følte, i hele sin Tone og T ankegang inderlig reli
giøse D igt e t rørende Optrin i Grundtvigs Liv,- som
han selv har skildret smukt og g rib en d e : »Det var en
Morgenstund i Adventstiden næ st derefter (o: efter at
han, som ovenfor omtalt, havde forelæst D igtet paa
Landemodet), da saa’ den samme K lerk sin gamle
F ader sidste Gang at sidde i den Dagligstue, som var
hans Væ relse i henved fyrretyve Aar. Han havde
væ ret her i V erden hartad firsindstyve og rettelig for
kyndt Guds O rd i mere end halvtredsindstyve A a r;
han sad der som et Billede paa O rdets Tunge, der
rørte sig halvtredje Hundred A ar i Fæ d reland et; han
sad der med sin Helsot bleg og mat, og Sønnen saa’
ham tavs og sorrigfuld. Men der den gamle spurgte
om Evangeliet i Gaar, om det ej talte om Johannes’
Sendebud til Frelseren, og blev saa ved : jeg hedder
og Johannes, og Fængsler ere mange Slags, og jeg er
og i Fængsel, — da rørtes H jæ rtet i den unge Klerk,
og R imet laa der just for Haanden at beredes til sin
Vandring, og det havde føjet sig saa underlig, at mod
Sædvane havde P ræ stegubben intet hørt deraf. Nu
faldt det Sønnen ind, at dog kanske de Rim om K ir
ken, som var den gamle kjær og velbekjendt fra Ung-
domsaar, og om hans Fader, gamle Otto, hvem han i
Graven æ rede og elskede saa overmaade, og om den
Stjærne over K ristnes Grave, som ledte og som lyste
Brødrene til Hvilen, at disse Rim kanske dog kunde
kvæge Oldingen. Den unge læste, den gamle lyttede,
og Ungdoms kjæ re Minder bleve levende, og H jæ rtet
lod sig op for O rdets Trøst, som var dets velbekjendte
Fr. W. Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning.