189 / 494
1 7 8
Engel, og Gravens N at forsvandt for Stjæ rnen, og milde
T a arer randt paa Kind, og højt begejstret bøjede den
gamle sig hen over Sønnen, gav ham sin Velsignelse
og s a g d e : saa skal dig Herren trø ste i din sidste Time,
som du har trø stet mig, thi du sang Israels Gud Sal
mer! — D et var vitterligt for alle Kristne«, tilføjer han,
»at aldrig loves Gud saa højligen for Mund og Tunge,
som naar han giver Naade til at tale Ord, der gyde
K raft og T rø st udi e t H jæ rte, som vaander sig i D ø
dens S trid ; og er dette H jæ rte nu en Faders, da er
den Skjald dog vist lang t mer lyksalig, end om V er
den bekranste ham med alle sine B lommer; og naar
han sjunger da det samme K vad for Fæ d reland et i
dets sidste Timer, da ringer d et ham trøstelig for Øre,
a t m eget døende skal dog vist sty rkes og oplives ved
de samme Toner«.
D e t mærkeligste Væ rk, der udgik fra Grundtvigs
H aand under hans Ophold i Udby, var »Kort Begreb
af Verdens K rønike i Sammenhæng«, der udkom ved
Juletid
1 8 1 2
. Denne Bog, der mere end noget andet
af de Skrifter, han hidtil havde udgivet, egnede sig til
a t aabne den store A lm enheds Øjne for den dybe
Kløft, der skilte Grundtvig fra de Baner, A andslivet i
D anm ark og anden S ted s i det hele tag e t var inde paa,
og som derfor ogsaa i vide K redse virkede som et
tveæ gget Sværd, var for saa vidt »løjerlig« at se til,
som den i V irkeligheden ikke blot mere var »en U d
sigt over det lutherske Tidsrum med en ko rt Indled
ning om de forrige Aldre« end en fra et almindeligt
historisk Synspunkt skreven Redegjørelse for V erden s
historiens Hovedepoker, men ogsaa paa mange andre