195 / 494
184
b etinget nødvendig. D et mest ubegribelige i denne
kan bortfalde ved en ny Fortolkning, og d et øvrige,
som ej er nødvendigt til Salighed, lader sig ved F o r
nuften gjøre temmelig sandsynligt. Flan førte Krig
imod den gamle Enfoldighed i T ro og Tale saa vel
som mod de gamle K irkeskikke; Bibelens Nøgle, de
hellige Sprog, vilde han have hartad alle P ræ ster fratagen,
uden vel selv at mærke, at de derved bleve blinde
Ledsagere, ja, det lod, som han vilde, at P ræ sterne
skulde sørge mere for deres Menigheders Legem er
end Sjæle. Ingen Bøger om de guddommelige Ting
bleve en T id lang saa læste som hans, og højt pristes
hans kunstlede Veltalenhed. Overmaade har da han
bid raget til a t gjøre en bagvendt og skrøbelig Syns-
maade for Kristendommen gjældende, skjønt hans Bøger
vist ogsaa have givet en Del Mod til dog at beholde
nogen Kristendom . D yb t var aldrig hans Blik, og han
undte sig ej stedse T id til a t arbejde med Flid. Han
overlevede selv sit Navn og sa a , hvorledes Vantro
udviklede sig netop af de Grundsætninger, han havde
forfægtet«.
B a l l e , der efter Evne havde søgt at
dæmme for den Vantroens Strøm, som fra d et attende
A arhundredes sidste Decennier af med rivende F a rt
væ ltede ind over Landet, faar Ros for det, Sam
tiden spottede ham for, og Dadel for det, der mest
lempede sig efter Tidens Smag og T ankegang: »Bast
holm , der før ubedet greb K ristendommens Ban
ner«, hedder det, »lod det falde paa Stridens Dag,
men én var der dog, som baade havde L y st og For
mue til at løfte og bæ re det, det var Nikolaj Edinger
Balle. H artad alle adspredtes hver til sit og forlode