193 / 494
18 2
Fæ d renes Kæmpelignelse ved Siden af vo rt eget Dværge-
aasyn, da k a n 'v i lære at blues, og naar vi høre Aar-
tusenders V idnesbyrd om alt d e t stores og herliges
K ildevæld, da hendrives vi mod d e t samme. Mærke
ligt er d e t ogsaa, at i det nittende A arhundrede, midt
under V idnesbyrdene om vor egen A fmagt, bleve de
gamle Kæm per højrøstede, ja, det lod hartad, som det
gamle Nordens A fguder med deres S kyggehæ r vilde
indtage L andet, der laa øde for kristne Kæmper.
Oehlenschlager slog Harpen for dem, og Grundtvig
vilde opmane dem af deres G rav e ; H este spæ ndtes for
de Stene, Fæ d rene havde væ ltet, sproglæ rde stavede
paa de Runer, de havde ristet, K rukkerne med deres
A ske sankedes som Helligdomme over H errens T em
pel x) ; Oditi, T ho r og Braga uddreve Zeus med A res
og Apollon og kæm pede atter mod K ris tu s ; Valhal
løftede sig højt over Olympos, og der fandtes vel dem
blandt Danmarks Stridsmænd, som længtes mere efter
E jnheriers Gammen end Himmeriges Salighed. Behø
vede vi noget udvortes V idnesbyrd om K ristendom
mens Forlis, da var her et uforkasteligt, men vi behøvede
et saadant om vor egen E lendighed • et kraftigere end
K rønikens og Skjaldskabets Billede af H edenold kunde
næppe gives, og i den Mening opløftede i det mindste
Grundtvig et saadant, efter at han havde faaet Syn
paa Guddomsherligheden i Kristi Aasyn. Med deres
Blod malede Nordmænd et andet, da de under Kristian
b Sigter til den nærmest ved Nyrups Bestræbelsef grundlagté Old
sagsamling, der blev Begyndelsen til det oldnordiske Musæum,
og som opbevaredes paa Universitetsbibliotbeket oven over Trini
tatis Kirke.