191 / 494
ning til alle T idens Yndlingstanker, og a t den vil for
bitre mange ved den hensynsløse, uforbeholdne Tale,
den fører ogsaa om samtidige, »ja, man kunde vel faa
i Sinde at adle min ringe Bog til Paskvil«. Grund
synet i Bogen er fra først til sidst, »at ej alene al sand
D yd i Landene, hvor Kristus nævnedes, gjennem atten
A arhundreder udgik fra T roen paa den korsfæ stede,
men at A anden indsov og vaagnede, K raften ødtes
og fornyedes, S tater faldt og op stod med den«, at
»Krøniken bæ rer de mest uforkastelige V idnesbyrd om
K ristendommens vidunderlige Oprindelse og om det
bestandige Undervæ rk, ved hvilket denne hellige Tro
har fremkæmpet og gjenfødt sig selv«, a t H istorien er
»en K jæde af store Begivenheder, alle stem te til ét,
alle løbende sammen for at opfylde ét«.
N
D e t var med andre O rd »Ideen om T idernes Sam
menhæng og K ristus i deres Middelpunkt«, der b ar den
hele Fremstilling, den Idé, Steifens havde nedlagt Spi
ren til i hans Sjæl, der her tra ad te fuldt udviklet frem.
Opfyldt af denne Idé holder han H istorien i dens Hel
hed op for sin vantro, lunkne Sam tid og holder umid
delbart Dom over den, idet han fører Skildringen helt
ned til sin egen Tid. Skjønt og mægtig former det
Krav, der gaar igjennem hele Bogen, sig i dens Slut
ning. E fter at have talt om, hvorledes »Sjette F rederik
under bange Varsler tog Tvillingspiret i Haand«, o g o m
de forskjellige Veje, man havde anvist til den Gjenfødelse,
hvortil der trængtes saa haardt, siger han: »Saaledes
menes og tales, skrives og handles til alle Sider. D et
er allerede meget, at vi se vor Brøst, men naar ogsaa
hine A rbejder kronedes med det heldigste Udfald, vilde
i
8
o