194 / 494
af Avgu stenborg mandelig droges med Svensken, et
tredje med samme Farve Jyden Buhi og adskillige
andre danske Søhaner«.
Hvad der bevirkede, at Verdenskrøniken vakte en
saa overordentlig Opsigt, at Oplaget slugtes paa nogle faa
Dage, var imidlertid ikke i og for sig saa meget det strængt
lutherske Stade, Forfatteren indtog, som de »Skuds-
maal paa g raat Papir«, han ud fra dette uden Skaansel
gav ikke blot bestem te R etninger i Tidens aandelige
Liv, men ogsaa med Navns Nævnelse vore dalevende
Digtere, T heologer og andre navnkundige Mænd. Disse
Udtalelser vare af den Beskaffenhed, at Bogen faldt
ned som en Bombe i den ellers temmelig stillestaaende
og søvnige Læ severden, og »af alle saakaldte »fornuf
tige Folk« agtedes hverken for mer eller mindre end
et hadefuldt Nidskrift, hvis flydende og ikke uvittige
Stil kun gjorde d e t mere giftigt og grueligt«.1) F o r at
forstaa den Virkning, Bogen gjorde, er det nødvendigt
at have e t Indtryk af disse personlige Dommes K arak
ter, der skurrede saa stæ rk t i Tidens Øre, men som
Eftertiden gjennemgaaende har kjendt for gyldige, og
vi skulle derfor anføre enkelte af dem. Om B a s t h o l m
hvis talrige Skrifter længe havde staaet og til Dels endnu
stod i stor Anseelse, hedder det: »Hans Synsmaade
for det aandelige var denne: Sandhederne om Gud og
Dyd og Evighed ere Menneskets nødvendige Lede-
stjæ rn er; e t klart Øje kan selv opdage dem, men de
klare Øjne ere faa og vare fordum end færre, d e r f o r
var og er en skreven Aabenbaring højst ønskelig og
b Kirkespejl S.
331
.