200 / 494
Kristi Livsbillede i den aarlige N atu r; og hvor er den
K lagesang i den ny Tid, som tø r lade sig høre ved
Siden af dem over Vahl og W iedewelt?« Men Medail-
len har én Side endnu: »Dog, at der var en Orm,
som nagede den herlige Rose og vilde, hvis den fik
Raaderum , fortæ re dens herligste Safter, det var syn
ligt fremfor alt i den allegoriske Fremstilling af Kristi
Liv. D igteren var Kristen, men Tænkeren var det
kun halvt, de op traad te mod hinanden i en Række af
Dramaer, og D igteren vandt ikke Sejr. I Hakon Jarl
kæmpe de, men i Palnatoke staar Tæ nkeren sejrende
som en oplyst Mand fra det attende Aarhundrede.
Inderlig, men jordisk svæ rmende Kjærlighed besang
han rørende i A xel og Valborg, men selv i K ristkirken
saa han ikke K ristus og m isbrugte det højtidelige Sted
til verdslige Ø jemed . . . S tæ rkodder er et livligt Spil
uden hel Betydning, og Digtningerne en mat Efterklang
af de poetiske Skrifters herlige Toner. Vilde den store
D igter dog ihukomme sin første Kjærlighed, og hvor
fra han er falden, vende om og gjøre sine forrige Gjer-
ninger! Vil han d e t ikke, da kommer den, som tændte
i ham det herlige Lys, hastelig over ham, bortflytter
L yset og lader ham sidde sorgfuld i Mørke. Gud be
høver ingen af os, men Verden behøver Lys, og skulde
da ikke hver ydmyg lade det givne skinne for sine
Brødre, al den Stund nu d et ogsaa for ham selv kan
opklare Dødens Skyggedal og vejlede til det forborgne,
forunderlige Lys, hvori Herren bor! Den F red og den
Ros, som V erden kan give-, hvad har den at betyde,
naar Verdens Skikkelse forgaar!«
A t et saadant Fejdeskrift til hele Tiden, en saa