204 / 494
193
Dom, som hørtes i alle Selskaber og Samtaler, og som,
hvorledes end Meningen for R esten var om Bogen,
enstemm igen gik ud paa, at Hr. G. havde vist en A d
færd, der sømmede sig snarere for en kaad D reng end
for en kristelig Religionslærer, idet han til T rods for den
almindelige Mening havde søgt at nedsæ tte saa mange
af M enneskeslægtens ypperste.
Isæ r oplevede den
ved A lder og F ortjenester lige ærværdige Bastholm
den Fyldestgjørelse, at alle Landsmænd ligesom med
én R øst udtrykte deres retfæ rdige Harme over den
ham beviste Fornæ rm else . . . Til de Velyndere, som
Hr. Gs. Krønike ved disse Egenskaber m aatte erhverve
sig, kommer endnu et mindre Antal af saadanne, som,
besjælede af samme intolerante Iver som Forfatteren,
mene, a t der vises K ristendommen en T jeneste ved at
nedsæ tte og fordømme den nyere Tids Oplysning og
ved at tilbagekalde d e n g o d e g a m l e T i d , da F o r
nuften, fangen under T roens Lydighed, sjælden opløf
tede sin Stemme i Religionsanliggender, og naar den
gjorde det lidt for dristigen, snart ved Kæ tterstraffe
blev tvungen til a t begive sig til Ro. Iblandt disse
Ivrere findes ej sjælden nogle, som ellers udgjøre en
anden Klasse, jeg mener dem, der efter at have ud-
tøm t Vellystens Bæger til sidste D raabe, slaa sig fra
Verden og finde det mageligst nu at vise Omvendel
sens F rug ter ved A fsky for V e r d e n s Børn, hvilke de
da gjærne i deres blinde Harme sammenblande med
L y s e t s . Saa m eget nu end vor Forf., hvis Vandel
sikkert ej beskæmm er hans hellige Embede, vil skamme
sig ved alle disse Læ seres Sam tykke, saa er det dog,
saa vidt R ecensenten ved Erfaring og Slutning har
Fr. W. Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning.
13