206 / 494
utvivlsomt gjennemgaaende udtalte den Opfattelse af
Verdenskrøniken, der var den almindelig herskende, er
mærkværdig rolig og holdt i en lige saa smuk som be
stem t Tone. »Jeg maa da sige Dem det«, hedder det
heri, »uretfærdig, saare uretfærdig har De væ ret mod
mig og min Bog, og Deres Dom er ikke Sandhed.
Rolig har jeg hø rt Dem, og for min egen Skyld griber
jeg ikke Pennen til Svar, thi hvad vil det sige, om der
er faret lidt ulempelig med mig og mit Rygte ? . . .
For min Bogs Skæbne er jeg ej heller det mindste
b a n g e ; den har sty rket og opbygget mangen ærlig
Mand; defis Fejl hverken nægter eller elsker jeg ; at
den i Hovedsagen er Sandhed, ved jeg, og Sandhed
staar sig nok, saa længe Sandheds Gud lever, og hans
Arm ikke er forkortet. Men jeg er Sandheds Tjener,
og jeg m aa da efter den Evne og Lejlighed, Gud for-
lener, lige saa frimodig forsvare den, som jeg har ud
sagt den. . . . D e siger selv, at det egentlige ved Bo
gen er den Sammenhæng, hvori jeg har fremstillet de
vigtige B egivenheder i den forrige T id ; Hovedsagen er
da, om den Sammenhæng virkelig findes, thi i saa
Fald har min Bog vundet, om der ogsaa i Biting er
nok saa mange Fejl. De har sagt, at jeg har indtvun
get en falsk Sammenhæng i Historien, og var det be
vist, da var Bogens Dom uigjenkaldelig fældet, og jeg
havde gjort et forioret A rbejde, om der saa var den
allergrueligste Belæsenhed til S k u e ; men det er ikke
bevist, De har egentlig slet ikke prøvet paa at bevise
det, De har kun opsøg t enkelte Steder, hvor jeg skal
have antaget en falsk Sammenhæng, men havde De nu
ogsaa alle Vegne R et, da bevistes ej derved andet,