NFSGrundtvigsLivOgGjerning

9 9

han væ rger sig imod Beskyldningen for at lade haant

om den historiske Fremstillings Sandfærdighed. »Jeg

ved, hvad der har forbitret dig saa saare«, hedder det

videre med Hensyn til Molbechs S tandpunkt i religiøs

Henseende, »og d et sm erter mig mere end hele Resten,

men saa længe du tier, vil jeg ogsaa tie, og d e t vilde

bedrøve mig, om du nøder mig til for alle disse frem

mede, til Dels ukjærlige Ansigter at sige dig, hvad

min Bogs Brøde er i dine Øjne . . . D et er første, og

gid det vorde sidste Gang, jeg greb Pennen for at

skrive dig saaledes til, men jeg beder dig, rør ikke

ved min Bogs Pljærte, thi da maa d e t p aa min Skrift

lade, som jeg var din Fjende, enddog du vist ikke i

Verden skal finde en Ven mere trofast end mig«. Mol-

bech tav ikke. H an skrev et i en kold, hovm estere

rende T one holdt aabent Sendebrev til Grundtvig,

hvori han ganske brød Staven over dennes Behandling

af Historien og gav sin Harme Luft over dens forment

lige Uretfærdighed. Svaret lod ikke længe vente paa

sig; det var det mærkelige lille Skrift »Krønikens Gjen-

mæle«, hvori Grundtvig yderligere med stor Styrke

hævder Berettigelsen af sit absolut bibelske Standpunkt

som d et eneste, en virkelig K risten kan indtage. Mol-

bech har til T ro d s for Grundtvigs Advarsel rørt ved

hans Krønikes H jæ rte, og nu tager denne derfor Bladet

fra Munden med H ensyn til det personlige Punkt, han

i sit første Brev havde fortiet eller ladet henstaa dun

kelt: »Hvad der egentlig har vakt din Harme over

Bogen, er, at du ikke tro r paa Kristus som Guds en-

baarne Søn, Kongernes Konge og Herrernes Herre, at

du ikke tro r Apostlenes og Profeternes Tale som gud