209 / 494
i q
8
disse Ting, det skal lejendes af, h v e m d et er, som
forbitres, det skal lejendes af mit H jæ rtelag mod dem,
som hade eller forhaane mig, det skal lejendes, naar
d e t kommer for Lyset, som nu er forborgent, naar
*
H jæ rternes R aad aabenbares, og rolig bier jeg paa
Guds Time, thi jeg forventer den sto re Guds og vor
Frelsers Jesu K risti Aabenbarelse«.
Vi have gjort saa udførlige U dd rag særlig af Jens
Møllers A ngreb og Grundtvigs Svar derpaa, fordi det
her næ rm est er den almindelig humane Livsanskuelse,
der holder Dom over Verdenskrøniken, og d e t er af
V igtighed at have et Indtryk af, hvorledes den dan
nede Almenhed, som Bogen først og fremmest hen
vendte sig til, stillede sig til den. De øvrige Angreb,
der fremkom fra mere særlige S tandpunkter, maa vi,
hvor megen Interesse det end kunde have ogsaa at
dvæle ved Grundtvigs Stilling overfor dem, fatte os for
holdsvis kortere om. Den allerførste P rotest, der nedlagdes
imod det Syn, Verdenskrøniken gjorde gjældende, frem
kom fra Grundtvigs Ven Molbech, der op traad te paa
Historiens Vegne, og den Polemik, der opstod imellem
dem, antog snart en saadan Karakter, at d et kom
til e t Brud, hvilket voldte G rundtvig en dyb og
inderlig Smerte, som man bl. a. faar et stæ rk t Ind
tryk af gjennem hans D igt »Farvel til Molbech« (
1 8 1 3
).
Molbech gjorde først i Forbigaaende i en Anmeldelse
af e t andet Skrift nogle nedsæ ttende Bemærkninger
om Verdenskrøniken *), der fremkaldte et S tykke fra
G rundtvig »Til min Ven Christian Molbech« 2), hvori
!) Skilderiet
1813
, Nr.
18
.
2) Sst. Nr.
29
.