208 / 494
197
at jeg har døm t anderledes, end Bibelen dømmer om
dem, der gjøre saadanne Ting. D ette har De enten
slet ikke eller sjælden tag e t i Agt, og De har kund
gjort en Synsmaade for M enneskets Væ rd, som ingen
lunde er B iblens; det er altsaa umuligt, at vi kan være
enige, d et er unyttigt at tvistes om de Dommes Gyl
dighed, jeg har bygget paa B ibelen; vi maa tvistes om,
enten Bibelens O rd ere Sandhed eller ikke. . . . D et er
sandt, at vi skal vogte os for at om bytte Vantroens
med Overtroens og Svæ rmeriets Alder, og at Faren er
stor, da de fleste Mennesker helst vil springe Troen,
den sande, levende T ro over; men det er ikke sandt,
at vi skal undskylde dem, der fejdede paa Sandhed
med deres Drømmekraft, og tillægge dem god Vilje,
thi det er at skyde Skylden paa Gud og sige, at et
godt T ræ kan bæ re onde F ru g te r; det er ikke sandt,
at jeg ynder Sværmeri og F a n a tism e ; faa have h adet
det mere, ja faa have revset det haardere end jeg
netop i den Bog, vi om tale; det er ikke Sværmeri at
tro Gud paa hans Ord, det er ikke Fanatisme, at hade
Løgnen og bekæm pe den med aandelige Vaaben, ellers
maatte selv Jesus og hans A postle have væ ret Svæ r
mere og Fanatikere, thi netop det gjorde de. D et er
endelig ikke sandt, at man ved at have Guds F red og
K jæ rlighed i H jæ rtet kan vinde a l l e , thi det er sandt,
at Jesus sagde til sine D isciple: I skal hades af alle
for mit Navns Skyld . . . hvo, som slaar eder ihjel,
skal mene, han gjør Gud en T jeneste dermed. D et er
da vist, at man kan have den inderligste L y st til Fred,
den guddommelige K jærlighed i Fljærtet, og dog for
bitre mange, hades af mange, og om jeg har noget af