214 / 494
203
hvortil denne T idens nyeste R etning henpeger«. Det
indrømmes for øvrigt, at »betragtes den som Gærings
middel, da har den, under Forsynets Styrelse alt ud
rettet meget god t og maaske jæ vnet Vejen for tilbage
vendende Kristendom« ; den betegnes som »en skjæv,
men stæ rk Modvirkning af det poetiske i Mennesket
mod den alt opløsende Forstandsm isbrug, der stræbte
at udslette alle d e t guddommeliges Spor; den har,
skjønt i uren Hensigt, aabenbaret Tomheden af den her
skende Moralpræk og d e t underlige Væv om T ro og
Poesi af Folk, som ingen Anelse havde om disse Ords
Mening; den har b ry ste t sig i Sang og Tale med Bibe
lens Ord, tit i deres sande, altid i en aandeligere Mening,
og derved ej alene gjort T idens vrange Udlæggelse af
de hellige Skrifter latterlig, men ogsaa oplivet en Æ r
bødighed for disse, som med Guds Hjælp skal styrte
den selv«.
Ogsaa i K rønikens Gjenmæle gjør han
energisk F ron t imod Naturfilosofien, ofrer den et helt
Afsnit og ender d e tte saaledes: »Passeligere kan ej
Talen om Schelling sluttes end med de Jesu Ord (»naar
han taler Løgn, taler han af sit eget, thi han er dens -
Fader«), som bevise, at der ikke er mere Samfund
mellem Naturfilosofi og K ristendom end mellem Løgn
og Sandhed, mellem Belial og Kristus«.
Brødrene Ø rsted var saare indignerede over
dette som over m eget andet i Verdenskrøniken. A n
ders Sandøe skrev i Begyndelsen af
1 8 1 3
til Hans
Christian, som den Gang var i Paris: »Dette Menne
skes (
d
: Grundtvigs) Ufornuft og Smagløshed har ingen
Grænser. Den menneskelige Fornufts største og æd
leste Produkter tillader han sig at behandle med Haan