218 / 494
207
Gud vil, og efter den K raft, Kundskab og T id , han
dertil under, at vise, hvorledes det Mørke, som hviler
over de gamle Hedningers Levned, ene kan opklares
ved Bibelens Lys, hvorledes Frelserens Fødsel synlig
beredtes i de gamle Dage, hvorledes hans Menigheds
Udbredelse og R enselse, hans Legems Opbyggelse
trods al Helvedes Magt er det Maal, hvortil alle den
ny Tids store Begivenheder og Omskiftelser ses
henledte«.
D et ovenfor nævnte Svar til Ø rsted er holdt i en meget
hvas T one — »man b e tæ nk e , at min Modstander og
jeg forlange ej Skaansel af hinanden, kan ikke skaane
hinanden, thi en af os er Sandhedens, den anden L øg
nens vitterlige T jen er, og mellem dem er intet Sam
fund«. Han hilser Ø rsteds Angreb med Glæde, thi
»endelig er en Mand traad t op imod mig, som for-
staar mig, som ved paa en Maade, hvad han vil, og
hvad han siger; visselig, naar O rdet maa have Mod
standere, da ønsker jeg det saadanne, thi dem , der
halte til begge Sider, som snart bøje sig, snart trodse,
snart rose og snart laste, indrømme Forsæ tningerne og
nægte Slutningen og modsige sig selv hvert Øjeblik,
dem kan ingen svare for, med dem kan man hverken
tale som V enner eller Fjender. Nej, da lover jeg min
Recensent i de sidste D ag e , han bæ rer mig Svæ rdet
lige under Øjnene, han forkynder mig aaben Fejde paa
Liv og D ø d , han opfordrer til Korstog imod mig . . .
Se, her er jeg, her staar jeg, Bibelen er i min højre Haand,
og Guds O rd er paa min Tunge, og T roen er i mit
Hjærte, og Salighedens H aab er paa mit H o v e d ; se,
det er min Rustning, hvorpaa jeg forlader mig, det er