223 / 494
212
selv i M ennesket forenede, skjønt ufuldkomment, og
sammensmelte mere og mere, jo næ rmere Mennesket
kommer sin Bestemmelse. D er er derimod andre Mod
sæ tninger, som ere ligefremme Modsigelser, som nægte
og ophæve hinanden, saasom L y s og M ørke, godt og
ond t, Sandhed og Løgn. Modsæ tningen mellem Sand
hed og L øgn er uophævelig for Forstanden. Hvo som
nu siger, at G rundværelsen er ligegyldig, indifferent,
mod de drøjeste Modsætninger, er hverken Sandhed
eller Løgn, han lyver, thi enten maa Grundværelsen
bejae sig selv og væ re Sandhed, eller den maa
fornægte sig selv og væ re L ø g n , hvilket er umu
ligt, da Løgnen ingen Væ relse har uden som Sand
hedens Nægtelse. D e t er altsaa haandgribélig Løgn,
hvad Schelling siger om Indifferensen og d e t ideale
som det første«.
Vi have dvæ let saa længe ved hele denne vidtløftige
til saa forskjellige Sider førte S tr id J), iordi den i V irke
ligheden betegner et af de vigtigste L ed i Grundtvigs
Udvikling, og fordi det Forsvar, han her med en Styrke,
der ganske vist undertiden drev ham for vidt, førte for
den Paastand, at kun set i K ristendommens L y s kommer
der Sammenhæng i Historien, og a t denne p aa den an
den Side viser sig som Fo rsynets store og omfattende
Bevis for K ristendommens Sandhed, er en af Hoved-
Endnu et Skrift af Grundtvig maa her nævnes som henhørende
til hele den Række, Striden om Verdenskrøniken affødte, nem
lig „Skal vi tro paa Gud eller paa Athene? eller om Tro og
Fornuft“ (1814). Det var fremkaldt ved en anonym Afhandling
i det af Molbech udgivne Maanedsskrift „Athene“ og hævdede
selvfølgelig Fornuftens ubetingede Lydighed under Troen som
uomgængeligt Krav for den, der vil kaldes Kristen.