225 / 494
214
er jo aabenbart, at de maa atter befæstes, eller andre,
om det er muligt, lige saa faste oprejses, dersom ikke
alt skal opløse sig i e t forvirret K ao s; d et er jo vist,
at uden Enighed mellem de ypperste K ræ fter er alt,
hvad der forudsæ tter Enhed, S ta t saa vel som Kirke,
kun en kraftløs Skygge . . . Jeg paastaar, at der er
intet R aad for os i T iden og mindre i Evigheden, uden
a t vende tilbage til Fæ d res ærlige, enfoldige Tro, som
ene kan give, hvad vi behøve i K raft og K jærlighed.
A t den kan give disse Ting, udviser H istorien, og jeg
spørger, hvad U lykke der skulde væ re i at faa en
T ilstand tilbage, hvori aabenbar alt d et frembragtes,
som vi nu anse d et for en L ykke at bjæ rge V raget af.
Jeg har ikke ladet d et bero med at sige og paastaa
sligt almindelig og koldt, som er til ingen Nytte, men
jeg har vist, at jeg selv har Fæ d renes enfoldige Tro,
og at den har givet mig H jæ rte til baade at trod se
Verden og til at forkynde B ibelordet med Inderlighed
og R ø relse; jeg har fremdeles [i Skrifter] vist, a t jeg
hverken er gaaet fra Fo rstanden eller fra V idenskaberne
ved at gaa til Bibelen, jeg har vist, hvorledes man
uden at træ de nogen bevislig Sandhed for nær kan
med stræng Konsekvens betrag te den enfoldige T ro
som al V isdoms Moder, al sand V idenskabelighed som
Bibelens Barn, hvis Udsagn stadfæ ster dens H erkom st
og peger mod Himlen . . . Nu vil je g spørge, om det
sømmer sig for sandhedskjærlige Mænd at besvare
sligt med kraftløse Bandsæ ttelser eller endog kun med
fornemme Smil, eller om det ikke er deres hellige Pligt
nøje at prøve, om de Ting forholde sig saa i Sandhed,
og, om de da mene anderledes, vise mig klart og grun-