222 / 494
2
11
ugudelig og løgnagtig« (
1 8 1 5
) med Motto: »Stoppes
skal deres Munde, som tale Løgn«. A t han, langt fra
at være bleven forbløffet over Ø rsteds Angreb, der,
saa snart man gaar ind paa hans Standpunkt, maa
siges at væ re ført med overlegen Dygtighed, tvæ rt imod
saa at sige føler sig i høj G rad kampglad i den haarde
Dyst, mæ rkes strax i Fortalen og paa mange S teder i
selve Skriftet, hvor han lader sit Lune spille med en
Energi, der ganske vist undertiden falder noget plumpt,
men gjennemgaaende er kostelig. E t Hovedafsnit i
Skriftet er det, der har til Overskrift »Om Filosofien i
Almindelighed og om Schelling og Naturfilosofien i
Særdeleshed«.
Schelling betegnes her som maaske
den dybeste Tæ nker af al Verdens Filosofer, men den
Dom, Grundtvig har fældet over hans Filosofi, fast
holder han: »Den staar ingenlunde i Modsætning til
Tidsalderen, men i Forbund med den-, den har alle de
Egenskaber, som en ugudelig T id kan ønske hos sin
aandelige Lov. K ristendom og Moral har aldrig haft
en farligere F jende a t se under Øjnene«. Hans Hoved
argument imod Naturfilosofien, der som pantheistisk
System søgte at gjøre alle Modsætninger flydende, er
sammenfattet i følgende O rd:
»Der er mange og
mangehaande M odsæ tninger til, som derfor ikke ere
Modsigelser eller ere det i alt Fald kun under visse
Betingelser, saasom idealt og realt, A rbejde og Hvile,
Nødvendighed og Frihed. Saa m odsatte disse Ting
end synes og i endelige Forholde paa en Maade ere,
saa indses dog let, at de ej i sig selv ere uforenelige,
thi de nægte ikke hinanden, og de baade kan og maa
tænkes forenede i det fuldkomne Væsen, i Gud, ja ere
14
*