217 / 494
2 o 6
»ikke faa iblandt hans mange T ilhængere herefter vil
raadføre sig mere med Biblen og mindre med Grundt-
vig, og at de med den gode Læ re: F o rag ter ikke P ro
fetierne, ville forene den ikke mindre vigtige: V ogter
eder for falske Profeter, der komme til eder i Faare-
klæder, men indvortes ere glubende Ulve«. Ø rsted
indskrænker sig ikke til a t polem isere imod Grundtvigs
S tandpunkt og den Maade, hvorpaa han forsvarer det,
men giver paa mange S teder en stæ rk personlig Uvilje
Luft og kommer jævnlig ogsaa uden for det Omraade,
hvor Striden staar, til a t gjøre ham højlig U re t.1)
Om trent samtidig med, at Grundtvig som Svar paa
Ø rsteds A ng reb udgav e t nyt S tridsskrift »Hvem. er
den falske. Profet? Hvem forvirrer Folket?« udkom første
Bind af et nyt »Kort Begreb af V erdens K røn ike, be
trag tet i Sammenhæng«. H an fastholder selvfølgelig i
denne langt udførligere anlagte Frem stilling, som for
øvrigt ikke blev ført til E nde — der udkom kun dette
første Bind, som ender »i en bedrøvelig E g n , ved
Babels F loder, hvor H arpen forstummer, og Lovsangen
tier« — det S tandpunk t, ud fra hvilket den lille V er
denskrønike var sk rev e t; den nye skulde blot væ re en
videre Udførelse af d enn e, særlig for de første, stæ rk t
samm entrængte Partiers V edkomm ende: »Jeg agter, om
J) Som f. Ex. naar han siger, at „den Ros, Grundtvig undertiden
med fuld Mund tildeler Oehlenschlåger og andre Mænd, som
han har talt om i samme Tone, tjener mere til at ophøje den,
som dog er dem overlegen, end til at lade hine vederfares Ret
færdighed“. Hovedmotiverne til Grundtvigs hele Optræden er
efter hans Mening aandeligt Hovmod eller Forfængelighed, Man
gel paa Kjærlighed og saa naturligvis en til Afsindighed græn-
sende religiøs Fanatisme.