NFSGrundtvigsLivOgGjerning

gjøre, om jeg læ rer æ g te K ristendom eller ikke«. Han

opfordrer R ecensenten til med rene O rd at opgive hans

Grundvildfarelser og bevise a f S k r i f t e n , at de er

Vildfarelser, »thi om de stemme eller stride med hans

Begreber om Fo rnu ft, Oplysning og V idenskab, vil jo

ikke sige noget, al den Stund Bibelen, som han selv

indrømmer, er Prøvestenen«.

Ø rsted svarede med et temmelig omfangsrigt Skrift

»Imod den store Anklager«, i hvilket han navngav sig

som Fo rfatter til Anmeldelsen i »Literaturtidenden«, og

paa hvis Titelblad han satte som Motto: »Det ottende

Bud. Du skal ikke sige falsk V idnesbyrd imod din

Næste«. N aar Grundtvig strax mente, at Ø rsted for

stod ham, viser det sig her at væ re en Fejltagelse, thi

Ø rsted beskylder ham her for at have forvendt Strids

punktet, hvilket m indst af alt kan siges med re tte , da

Grundtvig helt igjennem fastholder og atter og atter

vender tilbage til det, som dog er og bliver Hoved

sagen i hele denne Strid, Spørgsmaalet om den troendes

R et til at anlægge Bibelen som Maalestok i alle Forhold

og særlig over for Verdenshistorien. De er saa langt

fra at forstaa hinanden, som vel muligt. D et er T ro

og V iden, der her staa over for hinanden, skæ rpede

til absolut uforenelige Modsætninger. E fter at have

ført et vidtløftigt Forsvar for Schelling imod de A n

greb, Grundtvig baade i Verdenskrøniken og Krønikens

Gjenmæle havde re tte t imod denne, udtaler Ø rste d : »Da

Schelling, saa vidt mig bekjendt, er den eneste Filosof,

om hvis Meninger Grundtvig har udtalt sig med saa

megen Bestem thed, at man kunde svare ham med

Grunde, saa har jeg i hans Filosofi m aattet forsvare

Fr. W. Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning.