2
og
gjøre, om jeg læ rer æ g te K ristendom eller ikke«. Han
opfordrer R ecensenten til med rene O rd at opgive hans
Grundvildfarelser og bevise a f S k r i f t e n , at de er
Vildfarelser, »thi om de stemme eller stride med hans
Begreber om Fo rnu ft, Oplysning og V idenskab, vil jo
ikke sige noget, al den Stund Bibelen, som han selv
indrømmer, er Prøvestenen«.
Ø rsted svarede med et temmelig omfangsrigt Skrift
»Imod den store Anklager«, i hvilket han navngav sig
som Fo rfatter til Anmeldelsen i »Literaturtidenden«, og
paa hvis Titelblad han satte som Motto: »Det ottende
Bud. Du skal ikke sige falsk V idnesbyrd imod din
Næste«. N aar Grundtvig strax mente, at Ø rsted for
stod ham, viser det sig her at væ re en Fejltagelse, thi
Ø rsted beskylder ham her for at have forvendt Strids
punktet, hvilket m indst af alt kan siges med re tte , da
Grundtvig helt igjennem fastholder og atter og atter
vender tilbage til det, som dog er og bliver Hoved
sagen i hele denne Strid, Spørgsmaalet om den troendes
R et til at anlægge Bibelen som Maalestok i alle Forhold
og særlig over for Verdenshistorien. De er saa langt
fra at forstaa hinanden, som vel muligt. D et er T ro
og V iden, der her staa over for hinanden, skæ rpede
til absolut uforenelige Modsætninger. E fter at have
ført et vidtløftigt Forsvar for Schelling imod de A n
greb, Grundtvig baade i Verdenskrøniken og Krønikens
Gjenmæle havde re tte t imod denne, udtaler Ø rste d : »Da
Schelling, saa vidt mig bekjendt, er den eneste Filosof,
om hvis Meninger Grundtvig har udtalt sig med saa
megen Bestem thed, at man kunde svare ham med
Grunde, saa har jeg i hans Filosofi m aattet forsvare
Fr. W. Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning.
14