siderne ved bele hans Livs Gjerning. Han slap aldrig
den T anke af Sigte, a t Historien er »den eneste V iden
skab, Bibelen har helliget, og helliget saaledes, a t den
selv i sine fornemste Dele er en guddommelig K rø
nike«. Smukt og træffende karakteriserede han selv
et Par A ar efter sin Stilling i hele den Kamp, hvis
Hovedslag vi have søgt a t give en Forestilling om, og
som i en Ræ kke af A ar stadig var staaende, i F o r
talen til den Omarbejdelse af Verdenskrøniken, han
udgav
1 8 1 7
: »Kristendom og Historie var lige fra Be
gyndelsen, som det endnu er og maa bestandig blive,
mit Løsen, og, man skal nødes til a t indrømme, ikke
hos mig e t Mundsvejr eller et Slag i Luften, men noget,
jeg under megen T rængsel og Modgang, uden Parti,
uden m indste verdsligt Rygstød, uden en eneste Med
hjælper, har behandlet som en Samvittighedssag og
anvendt uden Personsanseelse paa Fortids og Nutids
aandige Forhold. Min Strid, det er dog vel nu blevet
klart, gjæ lder ikke denne eller hin Person, Mening,
Stand, Skole eller noget enkelt for sig selv, men an-
gaar alt, hvorom det paa T idens Bølge, med Evigheden
for Øje, er væ rd at blotte V a a b e n : angaar T ro og
V idenskabelighed i deres hele Omfang og indbyrdes
Forhold. D et er dog sandt, at der i det sidste Aar-
hundrede er sket en Adsplittelse i Menigheden, som,
hvis den ogsaa var nødvendig, m aatte kaldes et nød
vendigt Onde, hvis Varighed hver ædel Mand maa
ønske at forkorte. D et er jo vist, at de Piller, hvor-
paa K irke og Stat, T ro og Mening og dermed alle
selskabelige Forhold fordum hvilede, ere baade ind
vortes og udvortes rystede i deres Grundvold, og det
2 I 3