229 / 494
dømme Deres nye Digterbane, thi at De efter at have
endt Hakon Jarls Mindesmærke begyndte en ny, er
Dem sikkerlig bevidst. At jeg ikke er blind for Deres
senere Digtes Skjønhed eller den langt større Runding
og Proportion, disse besidde, vil De vel tro paa mit
Ord, men at det inderlig maa bedrøve mig, at den re
ligiøse Alvor er flygtet mere og mere fra Deres Digte,
og at den i Deres seneste Digte fortrænges af en vis
Leg med det aandelige, samt at jeg maa kalde disse
Digte i Grunden langt mindre poetiske (begejstrede),
følger af sig selv. Mest smerter det mig, fordi en saa-
dan Omskiftning maa have sin Grund i Digterens in
derste Væsen, maa følge deraf, at han forsager den
alvorlige Eftertanke over sit eget aandelige. Forhold til
Gud som hans Tjener paa Jorden; at han lægger mere
Vægt paa at glimre, vinde Ære og Bifald, end at op
løfte sine Brødre til Guds Tilbedelse i Aand og Sand
hed. — Jeg ved, at De og mange andre anse mig for
en Sværmer, en Fanatiker, men De kan tro mig, jeg
er det ikke. Er Livet en Farce, som ender, naar Dø
dens Tæppe falder, da har jeg storlig U ret; men det
har ingen Nød; jeg er vis i min Sag. Give Gud, De
var det samme! En renere og stadigere Glæde skulde
da opfylde Deres Hjærte, en højere Aand besjæle
Deres Sang, og De ved Deres sjældne Evner vorde
et skinnende Lys for Tusender af Deres Brødre, som
sove i Dødens Skygge og vanke ustadige paa de vilde
Veje«. Oehlenschlåger, som i Fortalen til Stærkodder
utvetydig, om end uden Navns Nævnelse havde gjort
Front imod Grundtvig, forstod aldeles ikke denne Tanke
gang. »Hvorved fortjener jeg de nærgaaende Be
skyldninger, som De gjør mod min højere Menneske