233 / 494
2 22
sidste Mening. Hermed staar da ogsaa det i Forbin
delse, at jeg ikke anser Videnskab og Kunst blot for
et letsindigt, vanhelligt Spil, hvor ofte de endog kunne
være drevne saaledes — ligesom Kristendommen selv
des værre ikke sjældnere — og at jeg, fuldt vel er-
kjendende, hvor forfængeligt, hvor samvittighedsløst
et Væsen, der i vore Tider ofte er ført med Filosofien,
dog ikke er sindet at bortkaste Kornet med Avnerne
eller lade haant om at bruge, hvad sandt og godt vor
Tids Tænkning har bragt for Lyset, ligesom Pavlus og
Johannes gjorde saaledes i Henseende til deres Tiders«.
Brevet, der, som de anførte Citater noksom vise, helt
igjennem er skrevet i en kold og afvisende Tone, der
skurrer stærkt ved Siden af den Trang til at komme
til Forstaaelse og den Varme, hvoraf Grundtvigs er
præget, ender med en bitter Spydighed, der til fulde
viser, at al Forhandling i Virkeligheden var frugtesløs,
fordi Mynster ganske oversaa Sammenhængen imellem
Grundtvigs Standpunkt og Tidens almindelige Vantro,
en Sammenhæng, som i al dets Ensidighed gav det en
vis utvivlsom Berettigelse, ja i Belysning af hvilken det
viser sig som en historisk Nødvendighed: »Da De dybt
fra Norden«, hedder det her, »vendte tilbage til Kri
stendommen, stod Deres Overbevisning strax fuld fær
dig, og om enhver Gjenstand synes Deres Tale strax
beredt til at ytre sig uden Betænkning. Derfor følger
Fortiydelsen den heller ikke sjælden i det næste Skrift
eller ledsager den strax i Fortaler og Tillæg. Og der
som det da er sket mig, at jeg strax erkjendte mange
af Deres Ytringer for det, De selv siden har erkjendt
Dem for, fandt dem »halv hovmodige og halv mis