237 / 494
2 2 6
Udvikling, at det ikke kom til en Forstaaelse imellem
disse to Mænd, som dog, hvor forskjellig de end saa’
paa mangt og meget, var enige i det væsentlige. At
det ikke skete, falder nærmest Mynster til Last, for
saa vidt som han ikke kunde eller vilde faa Syn for
det storslaaede i Grundtvigs Færd; det havde han ikke
den Gang, og hans »Meddelelser om mit Levned« vise,
at han aldrig fik det. Hvor han i det nævnte Skrift
omtaler denne Brevvexling, lægger han fortrinsvis Vægt
paa, at han, naar han ikke skrev offentlig imod Grundt
vig, »ogsaa turde haabe sig befriet fra noget offentligt
Angreb fra hans Side«. Denne for øvrigt fuldstændig
rigtige Slutning havde han draget deraf, at Grundtvig
aabent erklærede, at hvis Mynster skrev imod ham, vilde
det gjøre ham meget ondt, idet han forudsaa, at der
som disse to, der væsentlig vilde det samme, om de
end mente, at Maalet skulde naas ad forskjellige Veje,
kom til at fejde offentlig paa hinanden, »vilde Kristen
dommens Fjender og Foragtere, som hade os begge,
juble, og det gode Navn bespottes. Derfor ønsker jeg
inderlig Fred med Dem og vil fremdeles som hidtil
glæde mig ved Deres Virksomhed, om vi end ere
uenige i visse Dele«. Det var ikke Grundtvigs Skyld,
at hans Forsøg paa en Tilnærmelse kun førte til en
stiltiende Overenskomst om Vaabenstilstand, og det
var Mynster, der først brød denne.
I Efteraaret 1813 vendte Grundtvig, som alt for
talt, tilbage til Hovedstaden. Han havde den Følelse,
»at Skrift vilde ikke forslaa, naar ikke Aanden med
levende Røst forkyndte Folket Evangelium som en
Guds Kraft til Salighed«, og det var derfor hans Agt