238 / 494
ikke at vige fra Hovedstaden eller spare paa Røsten.
Det var selvfølgelig hans Haab at blive knyttet til en
af Byens Kirker, men det gik ikke i Opfyldelse; den
literære Virksomhed, han havde udfoldet i Udby, havde
ikke stemt de kjøbenhavnske Præster mildere imod
ham, og han for heller ikke med Lempe hverken med
Mund eller Pen, efter at han var vendt tilbage. I Be
gyndelsen fandt han jævnlig Lejlighed til at prædike;
mange spottede ad den unge, ivrige Mand med de vold
somme Fagter og det utydelige Mælex), men paa
mange gjorde hans kraftige Tale, der sondrede saa
skarpt imellem Tro og Vantro, et dybt Indtryk, og
saa nægtede Præsterne ham, tilskyndede af Clausen,
der nu var bleven Stiftsprovst, den ene efter den anden
Adgang til deres Prædikestole, saa han til sidst var
indskrænket til den i Fredriksberg Kirke, hvor Præsten
var glad ved den Lettelse i Arbejdet. Raabet om, at
han var en Sværmer og Fanatiker, der gik ud paa at
stifte en Sekt, blev til sidst saa stærkt, at han aldeles
opgav Haabet om indtil videre enten med Haand eller
Mund at kunne virke til den danske Statskirkes Refor
mation, og anden Juledag 1815 tog han foreløbig Af
sked med sine Tilhørere 2).
Kort efter, at Grundtvig var kommen tilbage til
Kjøbenhavn, bragte de politiske Tildragelser stærkt Røre
i Sindene, og hans Optræden ved denne Lejlighed er
saa betegnende, at vi maa dvæle ved den. Sverige
havde sluttet sig til Napoleons Fjender med det Maal
1) H elvegs K irk e h isto rie II , S. 413.
2) D e fleste af de „B ibelske P ræ d ik e n e r“, G rundtvig udgav 1816,
ere holdte i F red erik sb erg K irk e .
227
15*