244 / 494
233
ingen af os er i Stand til at glemme«. Brevet blev
gjennem Chefen for Studenterkorpset (»Kongens Liv
korps«) Overhofmarskalk Hauch indsendt til Kongen,
der ogsaa modtog et Andragende i samme Sag fra dem
af Studenterne, der vel vilde med, men ikke delte
Grundtvigs og hans Meningsfællers Syn, En Uges Tid
efter kom Kongens Svar, der gik ud paa, at »Vi med
Glæde ville benytte os af disse brave studerendes gode
Vilje, naar Omstændighederne skulde udfordre det, og
aldrig glemme de Følelser, de ved denne Lejlighed
have lagt for Dagen«. I den Tale, Grundtvig holdt, da han
meddelte sine Meningsfæller dette Budskab, hedder d e t:
»Visselig, det er ikke liden Tak, jeg skylder eder, thi
jeg sagde eder forud, at I ved at enes med mig i en
saadan Handel udsatte eder for at dele den Spot og
Haan, hvormed Verden kranser mit Navn og min Gjer-
ning; jeg sagde eder det, og dog bleve I hos mig,
bleve, endskjønt en Del af eder næppe have den Tro,
som er det hos mig, der egentlig forarger Verden.
Visselig, jeg skatter denne eders Gjerning højt, fordi
jeg maa tro, at det ene var Sandhedens Kraft og eders
Ærbødighed for den, som forenede os«. Hans »sidste
inderligste Formaning« til de unge, der havde samlet
sig om ham, lød karakteristisk: »Frygter Gud og ærer
Kongen!« — Det følger af sig selv, at Grundtvigs Op
træden ved denne Lejlighed er bleven højst forskjellig
bedømt, eftersom man forstod og godkjendte hans Stand
punkt i det hele eller ikke. Peder Hjort, der blev
Student i 1811 og tog Del i hele denne Episode, om
taler den temmelig kølig og har navnlig ikke synder
ligt tilovers for Grundtvigs Andel i den; paa den anden