239 / 494
2 2 8
for Øje at frarive Danmark Norge. De allierede var
i Slutningen af 1813 trængt frem til Kongeaaen, og
Frygten for de Farer, der truede, var saare stor.
Grundtvig havde, saa snart han blev ledig, bedet Kon
gen om at maatte følge Hæren som Præst, naar Fædre
landet blev antastet. Han havde udgivet en lille Bog
»Til Fædernelandet om dets Tarv og Fare«, hvori han
hævdede, at dets egentlige Nød var ikke den udvortes
Trængsel, men den indvortes Sløvhed og Ugudelighed,
at dets egentlige Fare ej var at opsluges af en ublu
Nabo, men at nedkalde Herrens strænge Domme over
sig. Nu var han rede til at vise sit Fædrelandssind
i Gjerning. Den fjerde Januar 1814 om Aftenen kom
en Ven af ham, en jysk theologisk Kandidat, til ham
og fortalte ham, at der var udgaaet et Opraab til Me
nigmand i Jylland om at værge Landet mod Fjende
vold, og at flere Studenter agtede sig der over. Grundt
vig mente, at der uden Tvivl maatte mere Trængsel
til, inden der saa vel ved Højskolen som i Landet blev
den Stemning, der gjordes behov, for at noget kunde
udrettes, »men ellers vidste han min Mening, at, troede
jeg, det var paa Tiden, vilde jeg og være paa Færde«.
Saa kom der Bud om, at der var stort Røre imellem
Studenterne, og at de havde i Sinde at bryde op uden
videre. De to Venner gik da ud for at faa nærmere
Besked om, hvorledes det stod til; de traf et Par af
dem, der var mest opsatte paa at komme af Sted, og
Resultatet blev, at Grundtvig næste Dag mødtes med
en lille Flok, som enedes om, at Kongens Tilladelse
skulde oppebies, og at der til om Aftenen skulde sam-