NFSGrundtvigsLivOgGjerning

225

drøvede mig ikke, det harmede mig kun, at de selv

kloge vilde være klogere end jeg; jeg drev kun Spot

med dem. Min Dimisprædiken betegner Overgangen

til mit andet Tidsrum, da mit Hjærte kristnedes. Det

skete især under haard Kamp i Vinteren 1810 og n ,

og fra den Stund var jeg, hvad jeg er og med Guds

Bistand skal blive, saa længe jeg lever, og det er slet

ikke andet end troende Kristen............ Hvad jeg tror,

og hvad hver Kristen maa tro, er kun dette: at alle,

som blive Gud velbehagelige og salige, blive det for

Kristi Skyld — thi der er intet andet Navn givet

Menneskene —, blive det, fordi de have et saadant

troende og ydmygt Sindelag, at havde de kjendt Evan

gelium, vilde de annammet det med Glæde. Men heraf

følger, at ingen, som foragter eller forsmaar Evangelium,

kan have et troende Hjærte. At foragte Poesi og Fi

losofi i sig selv falder mig ikke lettelig ind; den selv

kloge Filosofi, den irreligiøse Poesi, dem hader jeg,

fordi de ere Menneskenes Forførere, men det gjør De

jo ogsaa . . . . vil De uden P'ordom gjennemlæse den

Udsigt over Historien, jeg har udgivet, da haaber jeg

De vil lære at kjende mig lidt bedre end hidtil«.

Dette varme og for Grundtvigs hele Stilling saa

betegnende og oplysende Brev, der visselig »intet for

nærmeligt indeholdt«, hvad det første da i Virkelighe

den heller ikke gjorde, naar det saas med de rette Øjne,

blev ubesvaret. Mynster fandt ikke, at det »kunde

indbyde til nærmere Forhandling«, og da han havde

læst Verdenskrøniken, som Grundtvig henviste til, følte

han sig endnu mindre tilbøjelig til at fortsætte denne

Brevvexling. Det blev til stor Skade for vor kirkelige

Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.