234 / 494
2 2 3
modige« og hel umodne, kan d_-t mit kristne Sind mis
tænkes , fordi jeg ikke har Lyst til at forene mine Be
stræbelser med saadanne?«
Grundtvig svarede venlig og forsonlig paa denne
bidske Skrivelse: »Ingen Prøve paa at vinde en Kri-
stens grundede Velvilje skal med Guds Hjælp falde
mig for tung; der er ogsaa en Stemme i mig, som al
drig lyver, og den lover mig god Modtagelse denne
Sinde, ligesom den sidst forkyndte Vrede. Nu, k r i s t n e
Mand. De maa jo ogsaa nødes til at høre mig blide
lig, naar De s e r, at jeg, enddog De har været grumme
haard ved mig, dog svarer venlig. Hykler ved De dog,
jeg er mindst af alt, og altsaa maa dog Fredens og
Kjærlighedens Aand have nogen Magt over mig. De
res haarde Ord stak mig rigtig nok, det smertede mig
at miskjendes saare af en Mand, hvis gode Omdømme
jeg ønskede saa gjærne og troede mig ikke uværdig
til, og — hvorfor nægte det? — det krænkede mig at
behandles som en næsvis, uforstandig og letsindig
Dreng, og det af en Mand, hvem jeg vel i Kundskaber,
men hverken i Alder, Retsindighed eller Aandsgaver
kan erkjende at staa højt over mig . . . De blev vred,
fordi jeg spurgte, om De var Kristen, men jeg vil ikke
b l i v e v e d at være vred, fordi De saa godt som rent
ud siger, jeg er ingen Kristen, men kun en Bogstavens Tje
ner, thi det er kun en Forhastelse, naar De læste det af mine
Bøger. Hvor kunde De dog blive saa vred og lade
Solen gaa ned over Deres Vrede og skrive i Vrede
og sende mig Brevet? Skulde det da«, vedbliver han
efter at have mindet om det Spørgsmaal, Johannes fra
Fængslet sendte til Jesus, «være saa utilgiveligt, om