232 / 494
221
jeg har sagt, ogsaa er mit Hjærtes Mening eller Gjøgle-
værk, Modesprog, Hykleri, Løgn. Hvad driver Dem
da til at sætte Mistillid til mine klare, tydelige Udsagn
og søge efter andet Vidnesbyrd om min Mening? —
De har ikke fundet mig aaben imod Dem; det er mu
ligt; jeg Dem heller ikke imod mig, og at min
Følelse ikke har bedraget mig, ser jeg nu, thi aaben
og fri kan jeg ikke finde en Mands Adfærd, der hel
lere bedømmer mig efter mit Udvortes, som det har
forekommet ham i Forvirringen, end efter de alvorlige
Ord, talte af mit Hjærtes Inderste, som han har for
sig . . . Deres Venner have indberettet betænkelige
Prædikener. Jeg ser, at jeg i Kirken forefinder Menne
sker, som ikke komme for med mig at henvende from
Betragtning til de guddommelige Ting . . . men for at
dømme og rapportere, hvad der er passeret. Dette
vilde gjøre mig ondt, dersom det kom mig uventet,
dersom jeg ikke længe havde vidst, hvorledes Parti
væsenet gebærder sig, og dersom jeg ikke tillige vidste,
at jeg har bedre Tilhørere«. Modsætningen til Grundt
vigs exklusive Standpunkt kommer skarpt og klart frem
i følgende Ord: »De ved, at der fra meget gamle Tider
have været t v e n d e Meninger i Kristenheden, hvoraf
den ene intet sandt og godt vil erkjende uden i det,
der egentlig og umiddelbart sluttede sig til Kristen
dommen, og ellers kun saa’ Vanhellighed, forfængelig
Tant, glimrende Last; den anden derimod erkjer.dte
Guds Aand virksom i alle Lande og alle Tider og alle
Vegne, saa’ dens Frugter, om end ufuldkomne, dog
tydelige nok i redelige Menneskers Tale og Gjerning.
Jeg tager ikke i Betænkning at bekjende mig til den