NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 i g

lighed, det evigt hellige, som forbinder mig med Gud

dommen og Evigheden?« skrev han i sit Svar, i hvilket

han udvikler sin Opfattelse af Kristendommen, der er saa

forskjellig fra Grundtvigs som vel muligt »Jeg følte«,

hedder det i Oehlenschlågers Erindringer, efter at han

har omtalt denne Brevvexling, »hvor umuligt det vilde

være mig at komme i Sympathi med denne Mand, hvis

Ild, Begejstring, Veltalenhed jeg beundrede, og hvis

gode Vilje jeg var overbevist om, men hvis Følelser

og Livsanskuelser stode i saa stærk Modsætning til

mine«.

Lige saa frugtesløs var den Henvendelse, Grundt

vig i December 1812 rettede til Mynster, som et Aars

Tid i Forvejen var kommen fra Spjellerup til Kjøben-

havn, hvor han var bleven første residerende Kapellan

ved Frue Kirke og hurtig havde vundet Anseelse som

en udmærket Prædikant og betydelig Indflydelse paa

de kirkelige Forhold, som han paa sin Vis bidrog væ

sentlig til at bringe Liv i; det var klart nok, at han

var en Fremtidens Mand. Grundtvigs Venner, Povel

Dons, Hersleb og andre, hørte jævnlig Mynster og

udtalte sig ofte i deres Breve om hans Prædikener.

Det var ikke altid Ros, de havde at give dem ; ved

Siden af ægte opbyggelige kristelige Prædikener »i Hi

storiens og det gamle og nye Testamentes Aand«, om

talte de undertiden Prædikener af ham, som »skole

rette moralske Afhandlinger, der hverken opløftede eller

glædede tænkende, troende Kristne«. Endelig hørte

Grundtvig ham selv, og »jeg opbyggedes ingenlunde,

Ja>jeg fandt ikke engang Prædikenen kristelig«. Grundt

vig, paa hvem Mynsters i 1810 udgivne Prædikensam-