227 / 494
langt borte, og det, han først og fremmest trængte til,
en jævnbyrdig Ven, der med fuld Forstaaelse af hans
Syn og Færd kunde staa styrkende og opmuntrende
ved hans Side, maatte han savne. Med Sibbern kom
det vel ikke til noget Brud, men allerede før end Ver
denskrøniken udkom, havde Filosofen trukket sig til
bage, aabenbart skræmmet af og uden Forstaaelse af
den Gjæring, Vennen var stedti. Sverdrup, der kjendte
dem begge nøje, bebrejder ham stærkt hans Holdning
over for Grundtvig: »At De ikke skulde staa ham, med
hvem De i nogle Aar har levet fortrolig sammen, nær
nok for at udfinde et Punkt, til hvilket De kunde
knytte en Brevvexling, forstaar jeg ikke ganske. Han
et* ikke saa aldeles ensidig«. Med Ingemann, der senere
blev hans kjæreste Ven, kom han første Gang i Be
røring i 1812, da de mødtes hos Povel Dons. Ven
skabet imellem dem udfoldede sig dog først, efter at
Ingemann i Juni 1814 havde udgivet sit Digt »De sorte
Riddere«, der fuldstændig vandt ham Grundtvigs Hjærte.
Men saa holdt det ogsaa ud, til Døden skilte dem ad,
efter at de i et halvt Hundred Aar havde staaet ved hin
andens Side. Nogen aandelig Paavirkning af Betydning
kom den bløde, sværmeriske Ingemann ikke til at øve
paa den stærke, altid kampberedte Grundtvig, men
dette Venskab kom alligevel til at spille en stor Rolle
i Præsteskjaldens Liv. Han følte sig inderlig dragen
til Ingemann, og det var ham en Trøst og Beroligelse
under al den Kamp og Strid, der fyldte hans Liv, at
han havde vundet den milde, kjærlige Digters Venskab.
— Kort efter at han var kommen til Udby, trolovede
Grundtvig sig med Elisabet Kristine Margrete Blicher,