231 / 494
2 2 0
ling havde gjort et stærkt Indtryk, og som den Gang
havde søgt at nærme sig ham , men fundet ham »for
underlig kold og, som det syntes, mer grundende end
troende« uden at kunne afgjøre, om det blot laa i
Overfladen af Mynsters Væsen eller beroede paa en
Ufordragelighed for Grundtvigs Person, Fremfærd eller
Bøger, skrev nu uden videre til ham, meddelte ham
sine Betænkeligheder i Anledning af, hvad der var ble
ven ham meddelt, og forelagde ham »et Spørgsmaal,
som i vor Tid synes underligt: Hvad er
Deres Hjær-
tensMening om Bibelen og Troen paa Kristus?« —
»Jeg tror«, fortsætter han, »at hvordan De end op
tager Spørgsmaalet, skal De lade mig vederfares den
Ret, at jeg ej letsindig opkaster det, at jeg har gjort
alt, hvad der stod til mig, for at faa det besvaret
uden ligefrem at gjøre det, og at jeg handler oprigtig
. . . Tror De Guds Ord enfoldelig, da maa De i alt
andet være saa uenig med mig som muligt, have imod
mig, som Kristne kan have imod hinanden, De vil dog
hverken tie eller afvise mig vredelig, thi det kan en
Kristen ikke; han er rede til at gjøre Regnskab for sin
Tro og sit Haab for langt mere ubeføjede Spørgere,
end en Medkristen er«. Mynster tog denne Henven
delse, som da ogsaa kun finder sin Berettigelse i,
at saa mange af Datidens Præster stode meget tvivl
somt over for Kristendommen, meget ilde op. Han
henviser i sit Svar til de forskjellige Skrifter, han
havde udgivet i de syv Aar, der var forløbne, siden
han første Gang traadte offentlig frem, og vedbliver
saa: »Det kan da næppe undre Dem, naar dette Spørgs
maal forekommer mig, som om man spurgte, om det,