228 / 494
en Datter af Provst Blicher i Gunslev paa Falster. Hun
skildres som »mild og blød, men trofast i sin Kjærlig
hed og udholdende i sin Taalsomhed; hun var stille og
bly, men det stille Vand havde her den dybe Grund,
og hos den bly Kvinde var der baade Kraft i Viljen
og Liv og Højhed i Tanken; de længste Syner vare
hende ikke for lange eller de højeste Maal for høje
eller de største Ofre for store«. I 1818 førte han
hende hjem som sin Brud, og i to og tredive Aar undtes
det dem at leve sammen; »en mere gudhengiven Sjæl, en
renere Hustru og ømmere Moder skal man sjælden
finde«.1)
Inden vi følge Grundtvig fra Udby til Kjøbenhavn,
maa vi endnu omtale et højst ejendommeligt Skridt, han
gjorde over for to af den yngre Slægts Bannerførere
for om muligt at faa dem ind paa den Bane, han ansaa
for den eneste rette. Vi have set den Opfattelse af
Oehlenschlager, han gjorde gjældende i Verdenskrøni
ken. Et halvt Aars Tid før denne udkom, henvendte
han sig direkte til den fejrede Digter i et Brev, hvori han
sagde ham sin Mening; det var nærmest den nogle
Maaneder i Forvejen udkomne Tragedie Stærkodder,
der fremkaldte denne djærve Henvendelse. »Vil De
en Gang«, hedder det i dette Brev, »gjenføde den
Stemning hos Dem, under hvilken De digtede Deres
poetiske Skrifter, og tænke Dem denne Stemning som
en fast, rolig Overbevisning, hvorfra alt er adskilt, som
ej har Rod i Kristendommen, og, bedre end Ord kan
udtrykke det, vil De da føle, hvorledes jeg maa be-
2
17
r)
B arfod i N . F . S. G rundtvigs Jordefæ rd.