226 / 494
dig til R e tte . . . Hvortil ere Højskoler, hvortil er hele
det lærde Væsen, dersom ej fornemmelig til i T ider
som de nærvæ rende, d et koste, hvad koste vil, at
vække Mængden af den gruelige Sjælesøvn, hvori den,
ligegyldig for alt, hvad der ej kildrer Sanserne eller
kan gjøres i Penge, hendøser L ivet og arbejder paa
Opløsning af alt det store og herlige, vi skabtes til at
udvikle! Hvem tø r raabe Ve over den Mand, som
ærlig har gjort sit for dette T idens store Anliggende,
hvis Lø sen altid var: F red med al Sandhed, Kamp
mod Løgn og Vildfarelser, men kun med Aand og
Ord, thi Sandheds R ige er ikke af denne Verden.
Hvem vil væ re bekjendt at sige, at her, hvor det gjæl-
der om Millioners Vel og Sandheds Rige, skulde det
være nok, om man kunde bevise, at jeg havde bedøm t
en enkelt Bog eller Bogskriver for strængt, og indbilde
Folk, at jeg er haard og ukjærlig og mystisk, som om
min T ale var dermed gjendrevet, Kirke og S tat der
med h ju lp e t! Hvem elsker Sandhed og vilde ikke lade
sig hudflette, naar Folk derved kunde vaagne! hvem
er vaagen og ved ikke, hvad det koster? ved ikke, at
det nu maa tordne og lyne til Gavns, før nogen rejser
sig! og hvad er det da for en Kjærlighed, som forby
der at svinge O rdets Mjølner!«
D e t Røre, Verdenskrøniken vakte, var Grundtvig,
som vi have set, ikke uforberedt paa, og han stod
støt og stor i Stormen. Uden bitter Smerte gik denne
Episode i hans Liv dog ikke af, thi af sine nærmeste
og kjæ reste Venner her i L andet beholdt han egentlig
kun Povel Dons tilbage; Nordmændene Sverdrup og
Hersleb holdt vel vedblivende paa ham, men de vare
215