235 / 494
224
en af os i en Tid, da der drives saa formasteligt et
Spil med Bibelens Ord og Lærdomme, stundum anfæg
tedes af haard Tvivl om en Broders Tro og sendte
venlig Bud til ham selv, spørgende: er du en Kristen?
. . . . Det kan jeg forsikre Dem, at de Venner, jeg
talte om, høre til Deres gudfrygtigste og andægtigste
Tilhørere; skulde ej hos saadanne, og allersnarest hos
dem, Tvivl kunne opstaa ? Jeg har intet Parti og vil
intet have, men jeg hører til Kristi Parti, til den Vej,
som man vel ogsaa i vore Dage har kaldt en Sekt,
men som De ikke kan kalde saa. At dette Parti er
saare lidet i vore Dage, ved De; at det er mit inder
ligste Ønske, at det maatte forøges, og mit Livs Sys
sel ved Guds Bistand at bidrage dertil, og min største
Glæde at se andre, som ærlig arbejde paa det samme,
det ved Gud og jeg, og skulde min Skrift ej for Kristne
bære usvigeligt Vidnesbyrd derom? . . . . At jeg skri
ver med Vished, følger jo ligefrem deraf, at jeg ej er
mig bevidst at sige andet, end hvad Bibelen siger, og
den, ved jeg, kan ikke fejle, som Kristus siger. At jeg
derimod kan fejle og fejler, er ligefrem; hverken De
eller nogen Kristen vil tro Dem selv fri, og en offent
lig Fejl maa vel en Kristen offentlig gjenkalde . . . .
Hvad jeg skrev indtil 1810, er Dem vel ubekjendt, thi
ellers vidste De, at jeg har haft et kristent Tidsrum,
da Tidens Filosofi og Poesi ingenlunde var mig for
hadt, og der skal man vist ikke finde, at jeg fortrød
i Fortale, Tillæg eller næste Bog, hvad jeg havde skre
vet, nej, dertil var jeg for stolt. Min Forstand havde
bøjet sig for Guds Ord, men saa vilde den ogsaa have
Lov til at se ned paa Menneskene; Vildfarelser be