241 / 494
som ikke med blussende Kind og rullende Øje vilde
love at vandre i Fædrenes Spor, at værge det gamle,
det herlige Land eller falde derover? Ingen, ingen, og
det er glædeligt, det at kunne sige med Sandhed, det
er disse blussende Kinder og rullende Øjne og mandige
Løfter, som have samlet os her . . . . Vi vil oprejse
Folket, men hvorfra og hvormed? Vi ved, saa længe
det kan rejses, maa det ske paa Sjælens Bud, vi ved,
det hjalp kun lidt, om Folket kunde drives flokkevis
til Skodborg eller Ejder, som det dreves hist til Kjøge.
Vi ved det, vi har set og hørt og fornummet, at det er
Aanden, som sover, og Hjæftet, som er faldet, det er
dem, som skal vækkes, dem, som skal oprejses. Kun
ved Tro paa det evige Liv kan Folket oprejses, ved
Tro, siger jeg, ikke ved Tanke og Drøm, nej kun ved
urokkelig, levende Tro, saa de holde hårdt ved det
usynlige, som om de saa’ det med Legemets Øje . . .
Lad os da vel betænke, om vi selv have den Tro . . ,
Dog, jeg ved, hvad mange sige til disse Ting; jeg vil
sætte, at Ærgjerrighed og verdslig Bekymring og Vrede
og Had og brusende Blod kunde virke det samme til
mandelig Idræt, som Troen kan virke alene, da maa
jeg spørge eder forvist: har Galenskab betaget eder?
Hvorpaa bygge I den Forventning om et lykkeligt Ud
fald, om Gavn og Frelse for Fædrenelandet, som ene
kan frelse eder fra Verdens Spot, som dog vel maa
bo i eder, om I skulle beholde Modet? Jeg vil spørge:
tro I, der er en levende Gud til, som styrer alt, eller
tro I, der er ingen? Er der ingen, ved I da ikke, hvor
æventyrligt, ja hvor latterligt det er at vente, med
Bønderflokke og slette Vaaben og Ubevanthed i Krig