242 / 494
231
at sejre over en ordnet Hær med en gammel, krigser
faren Høvding? . . . . Saa prøve da enhver sig selv
alvorlig, som for den alvidende Guds Aasyn, om han
ogsaa har den faste Tro og Tillid til den levende, al
mægtige Gud, om det er i hans Navn, han vil udgaa.
Hvo, som ej har denne Tro og denne Tillid, han røre sig
ikke, før de ere vundne, thi foragter han dem, da gaar han
til Fordærvelse, da duer ikke han til at oprejse Folket eller
staa paa Farens Dag som en luende, lysende Støtte
til Fjendernes Skræk og til Venners Opmuntring; men
kan boglærde Mænd ej saaledes staa, da have de intet
at gjøre i Vaabengny . . . . Vil I ikke høre, vil I fare
frem i eders Hjærters Forvildelse med Pral og Trods,
nu, jeg kan ej forhindre det, men vider dette, ikke jeg
og ikke nogen Guds Ords Tjener kan lyse Herrens Vel
signelse over eder paa de trange Veje«. Dem, der var
enige med ham om det Sindelag, der burde besjæle
Fædrelandets Hjælpere, opfordrede han til at mødes med
ham næste Aften. Der gjorde sig strax hos mange
den Mening gjældende, at der vel kunde udrettes en
Del uden den rene Tro paa Gud, som Grundtvig for
drede, og at Studenterne skulde gaa og staa som ét
Kor og især nytte ved fysisk Kraft. Næste Aften, det
var Helligtrekongersdag, mødte der atter en stor For
samling. Grundtvig havde ventet ingen at træffe uden
et Par Venner, med hvem ingen Aftaler behøvedes, og
hans Tale var kort, »thi der var som et Panser om mit
Hjærte og en Knevel i min Mund for de manges Skyld,
som jeg kunde vide stundede kun efter at høre nyt og
sanke sig Forraad til letsindig Tale«, men den var
ganske i samme Aand som den foregaaende Aften..