248 / 494
deres Bifald, saa fandtes der dog mellem alle Danmarks
Præster næppe én, som med synderlig Dygtighed og
aabenlyst stred ved hans Side. Og nu, siden hans
Læber forstummede, hvilke talede da højt og mandig
uden Stammen og Vaklen og Læspen det sande Guds
Ord og d e t s Domme ? Det er ikke blot de vantro,
som forsikre, at de Taler, jeg har ført, de Ordets
Domme, som jeg har udsagt, ej vare kristelige; jeg ved
det jo, at selv de overblevne Kristne iblandt Præste
skabet for det meste mene, at jeg i mange Stykker
taler af mig selv og dømmer af mig selv; men spørge
maa jeg da: h v i t i e I? . . . Her staar jeg som den
ringeste blandt Sjællands Præster, uden Levebrød og
visse Værelser, forfulgt af Verdens Had og Spot, fra
dømt blandt Skriverfolket alt, hvad end jeg kunde e je :
Forstand og Dyd i Sandheds Kjærlighed, uden anden
Tilflugt end den usynlige Gud, uden andet Vaaben end
Ordet, uden andet Skjold end min Samvittighed, saa-
ledes staar jeg og erklærer i den danske Kirke, at den
Lærdom, som mest monne føres i Kirke og Bog, er
ikke Kristendom, er Løgn og Tant. . . . Rejse sig til
Strid, det maa hver Præst med kristen Tro og Tale
gave og aabenlyst bekæmpe Kirkens Fjender, hvad
enten de saa regne mig til dem eller til dens Venner.
Ja, jeg erklærer det højtidelig, og Efterslægten, ja, vor
Overhyrde selv skal stadfæste mine Ord, at dersom ej
det danske Præsteskab oprejser sig til Kamp for Ordet
og for Troen, da er der ingen kristen Kirke mer i
Danmark, da er dens Alter nedbrudt og dens Kor
vanhelliget af vantro Skarer, af utro Plyrder, som op
æde Hjorden, da haver Lunkenhed og Kjærlighed til
23 7