NFSGrundtvigsLivOgGjerning

243

Norge og ikke Danmark, der var bleven Skuepladsen

for hans fremtidige Virksomhed. Han havde bestandig

elsket »Tvillingriget«, og der havde flere Gange været

Tale om at faa ham derop. I 1811, da Kristiania Uni

versitet oprettedes, var han paa Tale som historisk

Professor; kort før Landet løsreves fra Danmark, søgte

hans Ven, Professor Hersleb at drage ham derop; han

søgte Embedet som residerende Kapellan i Aker og

Oslo, og da han, som han siger, stod i venlig Forbin

delse med en Del af Haugianerne, vilde det rimeligvis

have givet Nordens Kirkehistorie en ganske egen Ven

ding, om det var gaaet, som han vilde, »men det var nu

ikke Guds Vilje«.

Den storartede literære Virksomhed, han nu i en

Række af Aar udfoldede, levende næsten som en Ene

boer i Hovedstaden, kun plejende Omgang med enkelte

Venner, først og fremmest Ingemann, rastløs optagen

af Arbejde, saa han »knapt undte sig et Par Timers

Ro i Døgnet, men sjælden eller aldrig vidste af Seng

at sige«, havde tilsyneladende en højst forskjelligartet

Karakter, idet den dels omfattede Skrifter, i hvilke han

umiddelbart fortsatte eller fornyede sin præstelige Virk

somhed (»Bibelske Prædikener« 1816), dels Skrifter, i

hvilke han videre udviklede og begrundede det religi

øse Synspunkt, han havde gjort gjældende i Verdens

krøniken, dels en Mængde Digte og Tidsskriftartikler, i

hvilke han gav sit Bidrag til den store literære Strid,

der førtes mellem Baggesens og Oehlenschlægers Til

hængere, og endelig Oversættelserne af Saxo, Snorre

og Bjowulfs Drapa. Alt, hvad han tog sig for, havde

imidlertid sit Udspring fra én og samme Kilde, det

16*